
10 års jubilæum
Pressemeddelelse
Michael Hove købte i efteråret 2008 en IT-virksomhed med 12 ansatte. Inden finansieringen var på plads, måtte han besøge 11 banker. I dag har Commentor A/S 70 ansatte og leverer softwareløsninger til de største selskaber i Danmark.
Michael Hove har de sidste 10 år stået i spidsen for IT-virksomheden Commentor, der blev født under vanskelige forhold i slutningen af 2008, men som i dag gør en stor forskel for en lang række af Danmarks største virksomheder.
Det hele startede på fysikstudiet på Aarhus Universitet i midten af 1990’erne, hvor Michael Hove efter teknisk gymnasium var i gang med at tilegne sig viden om astrofysik og kvantemekanik. Her havde han lidt tilfældigt tilmeldt sig et valgfag i datalogi, og det skulle siden vise sig at blive startskuddet til en lang og tung karriere inden for IT-branchen.
– Jeg havde aldrig rigtig interesseret mig for IT og teknologi – indtil det valgfag. Det tændte ligesom en ild i mig og vakte min fascination af teknologi, siger Michael Hove og uddyber:
– Med teknologiske løsninger kan du bygge næsten alt fra scratch, hvilket jeg synes, er vildt fascinerende. Der er et væld af uanede muligheder inden for den teknologiske verden, og det giver os mulighed for at udvikle nye og banebrydende løsninger, som kan gøre en stor forskel, forklarer han.
Siden starten i 2008 har Commentor A/S, næsten seksdoblet medarbejderstaben og har i dag 70 medarbejdere.
Ud fra mantraet ”Consider IT done” arbejder Commentor således hver dag på at gøre den ofte indviklede og højtflyvende IT-branche mindre kompliceret. Og det er en mission, der betyder alt for Michael Hove.
– Vi forsøger altid at hive vores IT-projekter ned i øjenhøjde med kunden. På den måde finder vi den mest optimale løsning, som virkelig rykker noget hos vores kunder. Det er også derfor, vi ofte har en uformel tilgang til tingene og lægger stor vægt på vores relation til vores kunder og samarbejdspartnere, forklarer Michael Hove
11. gang blev lykkens gang
Det har været en lang rejse for Commentor og Michael Hove, som i dag er eneejer af IT-virksomheden.
I 2001 blev Michael Hove ansat som softwareudvikler i IT-virksomheden Conscius A/S, der leverede softwareløsninger inden for e-business og logistik. Fire år efter blev Michael Hove som kun 28-årig forfremmet til direktør for Conscius Logistics, der var et datterselskab i koncernen:
– Nogle år efter IT-boblen gik det igen stærkt i IT-branchen. Manglen på kompetent arbejdskraft var høj, og der var ingen grænser for, hvad man kunne nå, hvis man var arbejdssom, forklarer Michael Hove og fortsætter: – Der er for mig at se ingen tvivl om, at der var en usund udvikling fra midten af 00’erne og frem til finanskrisen, men personligt fik jeg en stor portion brugbar erfaring med fra de ”vilde år”.
I årene 2006 og 2007 kom der dog nye ejere til hos Conscius Logistics, hvilket fik Michael Hove til at søge nye græsgange i 2007. Men i efteråret 2008 var de nye ejere udfordret af den pågående finanskrise. Derfor besluttede Michael Hove sammen med en partner at forsøge at videreføre virksomheden, der på daværende tidspunkt havde 12 medarbejdere:
– Finanskrisen var lige begyndt og ingen vidste, hvor dyb krisen ville blive. I december 2008 havde vi et møde hos Jyske Bank i Viborg. De sad med nøglen til Conscius Logistics’ overlevelse, da den daværende ejer havde fået inddraget al kredit og ikke havde likviditet til at udbetale løn til medarbejderne. Jeg husker tydeligt, at vi på mødet fik fortalt, at filialen i Viborg samme dag havde trukket stikket til 20 nødlidende virksomheder, fortæller Michael Hove og fortsætter: – Vores møde startede kl. 16.00, hvor vi blev præsenteret for en to-siders PowerPoint, som end ikke var udarbejdet til os. Det endte med, at vi gik derfra igen kl. 19.30 med alle aktiviteterne i Conscius Logistics under forudsætning af, at vi kunne rejse finansieringen til købet. Det ville banken ikke hjælpe os med.
Michael Hove havde forud for mødet fået tilsagn fra en anden bank om en kassekredit, som var tilstrækkelig til at dække finansieringen. Det viste sig dog hurtigt, at tilbuddet ikke stod ved magt, og derfor skulle pengene rejses på anden vis i et fuldstændigt lukket finansieringsmarked:
– Fra december 2008 til slutningen af januar 2009 havde jeg møder med 11 forskellige banker. Jeg blev mødt med et ”nej tak” overalt til trods for, at finansieringsbehovet var lille, og at vi havde en god business case med en god ordreportefølje. Men 11. gang blev lykkens gang, siger Michael Hove.
Den nye virksomhed fik navnet Logistics A/S, som efterfølgende fik en hård start på livet på grund af finanskrisen. Men i 2011 kommer de to partnere ved et tilfælde i kontakt med Skype-millionæren Morten Lund, som var i gang med et nyt IT-eventyr, der skulle gøre betaling og fakturering nemmere for virksomheder.
Virksomheden hed Tradeshift og er i dag verdens største B2B-handelsplatform med en milliardomsætning til følge. I 2011 var Tradeshift dog kun i sin spæde opstart og havde sin base i Morten Lunds garage. Michael Hove og Logistics A/S sagde tøvende ja til at levere cloudløsninger til projektet, som de stort set ikke fik betaling for. De fik derimod en mindre option på ejerskab af virksomheden:
– Tradeshift var vores første cloudprojekt, og man må sige, at de havde fat i noget rigtigt. Men alle vores advarselslamper blinkede i begyndelsen, fordi vi ikke var sikre på at få betaling for vores arbejde, siger Michael Hove, der beskriver Tradeshift som: – Et helt igennem crazy projekt.
Målet er 100 medarbejdere i 2020
Tradeshift blev et blandt flere lys i mørket for Logistics A/S, der på daværende tidspunkt begyndte at få flere kunder ind. I 2015 solgte Michael Hove aktierne i Tradeshift og besluttede at geninvestere pengene i købet af den sjællandske IT-virksomhed Commentor, hvis navn de også overtog. Efter opkøbet etablerede Commentor et kontor i København og blev på den måde en landsdækkende IT-virksomhed.
I dag kan Michael Hove se tilbage på 10 år med både op- og nedture. Det tog et stykke tid for virksomheden at finde det rigtige spor, hvor især samspillet mellem virksomhedens tekniske organisation og den udadvendte salgsorganisation har været en stor udfordring.
– Som enhver anden virksomhed har vi lidt to hatte på, når vi møder vores kunder: en fag-hat og en salgs-hat. Det kræver et godt samspil mellem vores tekniske afdeling, som består af måske lidt nørdede IT-folk som mig selv, og vores salgsafdeling, der skal ud og møde vores kunder, fortæller Michael Hove og fortsætter: – Salgsorganisationen skal nemlig kunne kommunikere den tekniske afdelings til tider tunge IT-løsninger ud til vores kunder og samarbejdspartnere, og det har indimellem været en udfordring. Derfor tog det lidt tid at få det samarbejde op at køre – men da det gjorde, gik alt op i en højere enhed.
Commentor udvikler i dag en række digitaliseringsløsninger, eksempelvis cloudløsninger, portaler, integrationer og større IT-systemer, for nogle af Danmarks største virksomheder, såsom Nykredit, Pensionsinfo, Kamstrup, Energinet samt en række danske medico-firmaer.
Michael Hove kan i dag se ind i en fremtid, hvor Commentors omsætning og indtjening forventes at stige yderligere. Og ifølge den adm. direktør er det næste mål for IT-virksomheden at runde 100 medarbejdere i 2020:
– Vi vil gerne vækste, men det skal ske kontrolleret, så hele virksomheden og dens kultur kan følge med. Vi skal først og fremmest løse alle opgaver til tiden og til aftalt budget. Det er vores tilgang til markedet, pointerer han og fortsætter:
– Vi skal heller ikke komplicere tingene unødigt. Det er vigitigt, at vi holder os til vores mantra – consider IT done – og holder øjnene på bolden – nemlig at udvikle de bedste IT-løsninger for vores kunder. Og det skal være løsninger, der har en betydning for slutbrugeren, som gør en forskel i deres hverdag, slutter han.
For yderligere information, kontakt venligst:
Michael Hove, CEO, Commentor, tlf. 29 99 20 71 / mhj@commentor.dk
Jesper G. Larsen, Marketing & Communications Manager hos Commentor, tlf.: +45 20858581 eller e-mail: jgl@commentor.dk
Commentor har som bedst ud af fem tilbudsgivere vundet kontrakt på IT-løsning til at indberette hændelser på jernbaner
/0 Kommentarer/i Nyheder /af Sarah KastrupP R E S S E M E D D E L E L S E : Commentor opnår avanceret Azure-specialisering hos Microsoft
Commentor forlænger kontrakt om praktikportalen med professionshøjskolerne
/0 Kommentarer/i Nyheder /af Sarah KastrupP R E S S E M E D D E L E L S E : Commentor opnår avanceret Azure-specialisering hos Microsoft
Commentor har opnået “The Modernization of Web Applications to Microsoft Azure Advanced Specialization”
/0 Kommentarer/i Nyheder /af Andrias NP R E S S E M E D D E L E L S E : Commentor opnår avanceret Azure-specialisering hos Microsoft