TFSSimCorp får tryghed på mission critical løsning

Af Linda Hyldal, skribent

SimCorp udvikler og leverer komplekse it-løsninger til den finansielle sektor verden over. Virksomheden har i mange år brugt Team Foundation Server (TFS) som platform for samarbejde på udviklingsopgaver, men oplevede for et par år siden tiltagende udfordringer med platformen.

Frygt for nedbrud skabte utryghed

SimCorp befandt sig for få år tilbage i en situation, som kan give de fleste virksomheder koldsved og søvnløse nætter. De oplevede et nedbrud på deres TFS-løsning. En server der er mission critical for SimCorps produktion, og en platform som op mod 500 mand var afhængige af, for at kunne udføre deres arbejde.

Det akutte problem blev løst, men det var en dyrekøbt erfaring, og en situation virksomheden på ingen måde ønskede, skulle gentage sig. Enten skulle der skaleres op på de interne ressourcer på området, eller også skulle der entreres med en kompetent og stabil ekstern it-leverandør, som kunne løfte opgaven og holde øje med at virksomhedens TFS-opsætning drifter både stabilt og sikkert. Valget faldt på det sidste.

Eksterne kompetencer med rette ekspertise

“Vi havde brug for en partner, der kunne holde øje med vores TFS-opsætning og dens sundhedstilstand. Det var afgørende for vores valg, at den leverandør vi indgik aftale med, skulle have et godt omdømme i branchen og være kompetent til at løfte opgaven. Professionelle og dygtige kompetencer giver tryghed for, at man får den rette værdi for pengene og det er lige præcis, hvad vi får gennem vores aftale med Commentor,” udtaler Niels Harre, Development Manager hos SimCorp, og fortsætter:

“Commentors konsulenter gennemgik indledningsvist TFS-opsætningen og kom med anbefalinger til, hvor og hvad der skulle ryddes op og hvordan opsætningen skulle køre fremadrettet for et driftssikkert og optimalt resultat. Herefter er der indgået en serviceaftale, der indebærer at Commentor løbende tjekker SimCorps TFS servers sundhedstilstand og driftsfunktion. Der sendes månedligt rapporter til SimCorp ligesom Commentor kommer med anbefalinger til tiltag, der forbedrer og optimerer opsætningen”.

Ro i maven og slut med bekymringer

­”Samarbejdet med Commentor giver os ro i maven og en tryg nattesøvn. TFS serveren har kørt stabilt i al den tid, vi har arbejdet sammen med dem og jeg skal ikke som tidligere bekymre mig om potentielle nedbrud. Den del er der bare styr på med Commentor inde i billedet,” fortæller Niels Harre. “Der er stor tillid forbundet med en opgave som denne, for vi er utroligt sårbare overfor vores kunder, hvis TFS’en svigter,” udtaler han.

Også den sparring og rådgivning Commentors konsultenter løbende leverer, har stor betydning for samarbejdet. Niels Harre fortæller:

“Vores TFS-opsætning er en løsning af kritisk betydning for os, så vores forhold til Commentor er i høj grad tillidsbaseret. I starten efter nedbruddet var der et akut behov for brandslukning, men Commentor har virkelig vist, at de kan forvalte det ansvar, der hører med til at drifte løsningen for os. Vores samarbejde bærer i dag mere præg af et partnerskab med værdigt mod- og medspil end et leverandør-kundeforhold. Vi betragter derfor i høj grad Commentor, som en sparringspartner, hvor vi hele tiden er sikret de rette anbefalinger i forhold til systemets sundhedstilstand. Vores oplevelse er, at Commentor holder, hvad de lover og aldrig forsøger at oversælge. Vi har derfor tryghed for at vores system kører problemfrit”.

Om SimCorp

SimCorp er en markedsledende softwarevirksomhed, der leverer integrerede investeringsstyringsløsninger til verdens førende kapitalforvaltere, finansielle virksomheder, pensions- og forsikringsfonde, formueforvaltere mv. Virksomheden er et globalt firma, der dækker hele Europa, Nordamerika og Asien og Stillehavsområdet. Læs mere www.simcorp.com

Om TFS

Team Foundation Server (TFS) er et Microsoft-produkt, der leverer kildekodehåndtering (enten med Team Foundation Version Control eller Git), rapportering, kravstyring, projektstyring mm. TFS dækker hele applikationens livscyklus og muliggør DevOps-funktioner. TFS kan bruges som back-end til en række integrerede udviklingsmiljøer (IDE’er), men er skræddersyet til Microsoft Visual Studio og Eclipse på alle platforme.