Medarbejderrekord:
PRESSEMEDDELELSE: Den 12. december 2019
Det går stærkt hos udviklingshuset Commentor, som det seneste år har øget antallet af medarbejdere med over 30 procent. Den markante medarbejdertilgang skyldes ifølge CEO Michael Hove en voksende appetit på effektiviseringer inden for både det private erhvervsliv og den offentlige sektor samt en helt særlig tilgang til markedet.
Hos udviklingshuset Commentor er antallet af medarbejdere vokset støt de seneste år. I 2018 udvidede virksomheden sin afdeling i Glostrup, og året forinden var det samme tilfældet hos afdelingen i Aalborg. Også i år har Commentor fortsat medarbejdervæksten, og it-virksomheden kan ved udgangen af 2019 således tælle 84 medarbejdere svarende til en vækst på over 30 procent sammenlignet med sidste år.
Den store vækst skyldes, at der de seneste år har været stigende fokus på effektiviseringer i både det private erhvervsliv og den offentlige sektor, som er udviklingshusets to kerneområder, lyder forklaringen fra CEO hos Commentor Michael Hove:
– Kigger vi på den offentlige sektor, så har vores agile og værdibaserede tilgang vist sig at passe godt til markedet, hvor vi har kunnet tilbyde noget andet, end de offentlige styrelser og institutioner har været vant til. Derfor varetager vi i dag en række forskellige opgaver for vores offentlige kunder. Det gælder alt fra udvikling af nyt software til vedligehold og optimering af eksisterende løsninger, da effektiv drift og forvaltning ofte er essentielt for succes i det offentlige.
Blandt de private virksomheder pågår digitaliseringsprocessen også på fuld kraft. Her afhænger it-løsningerne i høj grad af behovet inden for den enkelte branche, og derfor kræver det private marked ligeledes en fleksibel tilgang, fortæller Michael Hove:
– Kigger man på it-projekter til det private erhvervsliv, så varierer behov og løsninger meget fra branche til branche. I eksempelvis finansverden, hvor antallet af kunder også er steget markant de seneste år, efterspørger man som oftest nye løsninger, der kan effektivisere administrationen, og derudover systemer, som kan bidrage med øget hastighed, så nye produkter og services kan bringes endnu hurtigere på markedet, siger han og fortsætter:
– I andre brancher, som for eksempel inden for forsyningsområdet, handler det derimod om realisering af nye løsninger til energi og el-håndtering. Branchen er over en årrække blevet revolutioneret af nye regler, som igen har smittet af på forretningsmodellerne. Det åbner således op for nye it-løsninger, hvilket smitter positivt af på os.
Ifølge Michael Hove har Commentor været i stand til at levere gode og kundetilpassede løsninger til begge kerneområder på grund af den tillid, som it-virksomheden har opbygget hos kunderne:
– Vores succes bygger i høj grad på den tillid, som vi først og fremmest har opnået ved at levere det, som vi siger og lover. Det gælder både leverancen af den enkelte løsning, men også kundens oplevelse efterfølgende. Et it-system har nemlig en meget lang levetid, og vi er klar til at tage ansvaret for vores løsninger i hele levetiden – hvad end behovet er for den enkelte kunde. På den måde lærer vi også vores kunder at kende og finder det serviceniveau, der passer ind. Og den tilgang har vi tænkt os at fortsætte med, så vi kan bygge videre på de seneste års gode resultater, siger han afslutningsvist.
Om Commentor
Commentor er et dansk udviklingshus, der leverer kundespecifikke softwareløsninger til forretningskritiske systemer. Virksomheden fungerer som uafhængig it-leverandør med fokus på komplette løsninger samt udvikling og tilpasning af delkomponenter til eksisterende systemer. Commentor har tunge kompetencer inden for produktudvikling og effektivisering af eksisterende forretningsgange og leverer desuden konsulentydelser og udvikling inden for integration, portal, Cloud, IoT og application management.
Commentor beskæftiger i dag over 80 medarbejdere og ejes af CEO Michael Hove.
Se mere på www.commentor.dk.
For yderligere information kontakt venligst:
• Michael Hove, CEO hos Commentor, tlf.: +45 2999 2071 eller e-mail: mhj@commentor.dk
• Jesper Gottlieb, Marketing & Communications Manager hos Commentor, tlf.: +45 20 85 85 81 eller e-mail: jgl@commentor.dk